Frivillighed i familiehjemmet

Vores erfaring er, at man kan understøtte det pædagogiske arbejde og give mennesker nye deltagelsesmuligheder, hvis man hjælper dem ud i foreningslivet, og at dette kan mindske en fremtidig risiko for ensomhed.

Med projektet, Netværk der Bærer, har Jysk Børneforsorg/Fredehjem erfaret, at dette forudsætter, at de sociale tilbud selv etablerer sig som åbne levemiljøer, der aktivt forholder sig til og tager del i eget lokalmiljø.

Derved skabes der relationer og netværk i familiernes liv udadtil – netværk, der kan have potentiale til at være blivende netværk, også efter opholdet på Ellengårdens Familiehjem.

Vi arbejder med frivillighed på flere måder

Støttebeboere: Dette er ressourcepersoner, der bor på lige vilkår med familierne og som fungerer som tryghedspersoner og rollemodeller. Støttebeboerne er særligt vigtige ift. at skabe den hjemlignende kultur. Fx indgår de i fællesspisninger, de kan være tovholdere på og deltage i aktiviteter, og de sover i tilbuddet om natten, hvilket øger trygheden for familierne.

Frivillige fra andre organisationer: Det kan fx være til lektiehjælp med børnene eller til skabelse af sociale aktiviteter.

Samarbejde med HUSRUM Danmark: Ellengårdens Familiehjem har et samarbejde med HUSRUM i Aarhus. Via dem kan familier fx få en hjerteven, som kan følge med familien i overgangen til egen bolig.

Vi er også åbne overfor alle mulige andre idéer til samarbejder, der kan komme familierne til gode.